Mere end perfekt: Sophie Dries om skønhed, håndværk og legesyge

Danielle Pender: Du har før talt om, hvordan du som helt ung ville arbejde med dine hænder. Hvad var det ved følelsen og processen, der satte sig fast i dig?

Sophie Dries: Sjov historie – jeg har faktisk aldrig planlagt at blive arkitekt! Som barn var jeg fascineret af kemi og arkæologi. Det var ikke indlysende, at jeg skulle ende med at arbejde med design, men når jeg kigger tilbage, kan jeg se, hvordan disse tidlige interesser stadig har en indflydelse på mit arbejde. Når jeg arbejder med glas eller keramik i mit værksted, føles det meget som kemi – jeg blander materialer, anvender varme og ser, hvordan de ændrer sig. Min kærlighed til arkæologi er forbundet med min besættelse af rene, organiske former.Det føles stadig som magi, når jeg tager til Murano og ser smeltet glas ændre sig ved hjælp af varme og forskellige processer. Det er det, som driver mit arbejde – at eksperimentere, bruge materialer på nye og uventede måder og finde nye teksturer og kombinationer. Jeg elsker at arbejde med materialer, som ikke nødvendigvis hører sammen.

Jeg kan godt lide den måde, du taler om at eksperimentere på, og den måde, det styrer din proces i stedet for at begynde med et færdigt produkt i tankerne.

Det starter altid med et besøg på værkstedet. Jeg iagttager håndværket og lader nysgerrigheden drive mig. Jeg spørger: "Hvad sker der, hvis vi prøver det?" Vi begynder med prøver, skitsering af idéer, og først derefter former vi den endelige funktion eller form. Det er en meget organisk proces.

Hvem har du arbejdet sammen med for nyligt?

Jeg har arbejdet sammen med glasmagere i Murano, og har eksperimenteret med at inkorporere mineraler i glas. Jeg er vild med mineraler – det går tilbage til arkæologi og geologi. De er naturlige vidundere og uendeligt fascinerende. Lige nu eksperimenterer jeg også med metaller. For nyligt har jeg lanceret en serie spejle i New York, som er fremstillet af pudset rustfrit stål kombineret med svejset bronze til rammen. Jeg er en smule besat af at vise arrene, eller det, som ellers bliver gemt eller slettet, og gøre det smukt.

Det er forfriskende, at du omfavner ufuldkommenhed og det uventede.

Ja, jeg synes ikke altid, at de perfekte objekter er de smukkeste. Især i design, hvor der er så meget massefremstillet, søger folk efter det unikke – ting, som bærer en fornemmelse af det ukendte og aftrykket af den person, som har lavet dem. Når jeg arbejder på boligprojekter, elsker jeg at fortælle kunderne om, hvorfor ufuldkommenhed er værdifuldt. En håndlavet ting har sjæl, den ser ikke ud, som om den blev fremstillet på samlebånd af en computer.

Tror du, at efterspørgslen på håndværk og taktilt design er voksende i vores hyperdigitale verden?

Absolut. Vi er heldige, fordi håndværk bliver endnu vigtigere end nogen sinde. I en verden, som domineres af skærme og AI, tørster man efter sensoriske oplevelser. Derfor er der kommet sådan en kulturel fokus på mad – det er noget, som ikke kan erstattes af det digitale. Den inddrager alle sanserne og samler folk. Det samme gælder for håndværk og møbler. Vi kan leve igennem vores telefoner til mange ting, men jeg tror, at folk er ved at indse, hvor meget de savner berøringen – den fysiske interaktion med objekter. Derfor har mit design fokus på det taktile, teksturerne og de organiske former. Vi er omgivet af abstraktion og det immaterielle, men det materielle, uanset om det er design, mad, eller livemusik, skaber ægte menneskelige forbindelser.

Hvor meget fylder historiefortælling i dit arbejde?

Historiefortælling spiller en stor rolle, især i arbejdet med private kunder eller samlere. Det er vigtigt at hjælpe dem med at forstå det unikke ved værkerne. Hvis man f.eks. køber et håndlavet bord er det vigtigt at vide, at det ikke kommer til at se ud lige præcis som det på billedet i showroomet, fordi det bliver lavet specielt til dig. Materialet, som træ, er levende, så det reagerer på luftfugtigheden i dit hus og gør, at det sprækker eller forskubber sig. Det er naturligt, og det er smukt. Jeg arbejder kun med naturlige materialer – træ, metal, glas – materialer, som udvikler en patina og gør dem endnu smukkere, når de ældes. Det er forskelligt fra at arbejde med syntetiske materialer. Jeg vil altid gerne have, at mine kunder ser disse værker som arvestykker – ting, der holder, som de kan give videre til deres børn eller måske ligefrem sælge på auktion i stedet for ting, som man smider væk efter nogle få år.

Hvis man er åben for at eksperimentere, må man også være åben for at fejle. Kan du tale lidt om idéen om at fejle bedre?

Prøv igen. Fejl igen. Fejl bedre er et citat fra Samuel Beckett, men jeg er helt enig i det. Når man eksperimenterer, er man åben for at opdage ting, man ikke nødvendigvis ledte efter. Nogle gange finder man ikke det, man ledte efter, men man opdager noget i processen, som er endnu mere interessant. Der er stor værdi i den tilfældighed og magi, og det mangler ofte i dagens perfektionistiske kultur.

Har du nogle specifikke eksempler på projekter, hvor fejl eller et af de "fantastiske uheld" førte til noget nyt eller uventet?

Ja! Et mindeværdigt eksempel er et projekt, jeg arbejdede på sammen med en keramiker, som jeg har arbejdet sammen med siden begyndelsen af min praksis. Vi begyndte med sort keramik, og det gik fint. Så besluttede jeg at prøve hvidt porcelæn. Porcelæn er meget mere skrøbeligt, så vi ødelagde en masse værker i løbet af brændingsprocessen. Efter mange ødelagte værker mødte jeg en kvinde, som arbejder med Kintsugi, kunsten af reparere ituslået keramik med guld. Vi besluttede at reparere værkerne, og de blev ekstremt unikke. Det var en fejl, som blev til noget smukt.

Det er en fantastisk historie.

Keramikkens begrænsninger og de fejl, især ved arbejdet med mineraler ved høje temperaturer, ledte mig til glas, som nu er blevet et af mine yndlingsmaterialer. Jeg har inkorporeret mica, et mineral med små blade i lag, i glas. I halvandet år eksperimenterede vi med forskellige teknikker. Nogle værker gik i stykker, andre skabte luftbobler, men vi var ikke engang sikre på, at vi kunne inkorporere mineralet i glas på en måde, så det fungerede på længere sigt. Til sidst lykkedes det, og vi skabte smukke vaser, lamper og skulpturer med mica. Det er den del, der er mest spændende for mig: samarbejdet, udvekslingen af idéer og det at se noget nyt udvikle sig lige for mine øjne.

Du er påvirker at Arte Povera-bevægelsen. Kan du sige mere om, hvorfor den giver genklang hos dig?

For mig er der en fascination af at bruge utraditionelle materialer. Som indretningsarkitekt arbejder jeg ofte for privilegerede mennesker, som har råd til luksusmaterialer, men jeg elsker at blande dem med det, man kan kalde for "beskedne" materialer. Det minder lidt om Jean-Michel Franks paradoks: Han arbejdede for nogle af de mest velhavende mennesker i 1930'erne, men brugte enkle materialer som genbrugt glas eller gips. Jeg elsker at bruge materialer, som ikke typisk anses for at være værdifulde, og at kombinere dem på uventede måder. Jeg kan godt lige at lege med dem på en rebelsk måde. Moden gør det samme, synes jeg. Folk blander konceptuelle kollektionsprøver med basisvarer, og det er stadig meget klassisk. For mig handler det om den modsigelse.

Du er også samler. Hvordan har det haft indflydelse på dit arbejde, eller vice versa?

Jeg har en passion for at omgive mig selv med værker, som har en betydning for mig – især fra andre designere eller kunstnere af min egen generation. Et af de første værker, jeg købte, var en prototype af Max Lamb. Jeg kan også godt lide at støtte spirende talenter som Ana Karkar, Anastasia Bay eller Wendy Andreu. Jeg elsker at arbejde sammen med, dele og støtte medskabere. Det handler om fællesskab og samarbejde, ikke ego, så når jeg arbejder på et projekt, vil jeg altid gerne tage folk med, eller opdage nye stemmer og dele dem med verden. 

Det er betryggende at vide. Du er også påvirket af Gaetano Pesce, hvis arbejde er så fyldt af glæde og leg. Er det en indstilling, som er vigtig i dit arbejde?

Absolut. Jeg elsker hans arbejde. Jeg synes, at design skal være sjovt og acceptere tilfældigheden under fremstillingen (med reference til hans kollektion "Nobody's Perfect"). Der er så stor værdi i vores arbejde, men vi er ikke socialrådgivere. Vi redder ikke liv, vi skaber smukke ting, så det er vigtigt at huske, at vi ikke må tage os selv for alvorligt. Livet skal være frydefuldt, og det skal afspejles i mit arbejde.

Hvad er din passion udenfor design og dit arbejde?

Jeg har altid været interesseret i mode – det er lidt som design, i og med at det udforsker forskellige verdener og forbindelser. Min mand er kunstner, så vi rejser meget, hvilket passer ind i vores begges arbejde. Vi er også feinschmeckere, og vi elsker nye madoplevelser. Vi har lige besøgt San Sebastián, som er et af de bedste steder i verden at prøve eksperimentel madlavning. Vi besøgte skulpturparken Chilida Leku, spiste en eksperimentel middag på Mugaritz og spiste lækker lokal mad på Gerald's. Jeg er fascineret af den måde, hvorpå kokke, lige som designere, kommunikerer gennem deres arbejde. Det er et andet sprog, det er meget generøst og deles direkte gennem sanserne. Det er ikke noget, man kan digitalisere, og det elsker jeg.

Det lader til, at du har en meget inspirerende tilgang til livet: at forblive åben og eksperimenterende. Hvad er det næste for dig?

Jeg designer et kunstgalleri i Tokyo, og alle møblerne er håndlavet i en wabi-sabi-fortolkning af min nuværende serie. I New York er Styx-serien i pudset rustfrit stål og bronze en kollektion af spejle, som bliver udvidet med andre ting dette forår. Jeg lancerer snart min kollektion af gardiner i råt hør i samarbejd med en fransk producent. Det er alt sammen fremstillet i Nordfrankrig, et område, som stadig har en håndværkstekstilbranche. Vi har testet materialets vævning i over et år nu, så jeg glæder mig virkelig. Og selvfølgelig finder Salone del Mobile i Milano sted i april. Det er altid en god lejlighed til at få kontakt med designfællesskabet. Det er nærmest en familiesammenkomst.