Danielle Pender: Du har før talt om, hvordan du som helt ung ville arbejde med dine hænder. Hvad var det ved følelsen og processen, der satte sig fast i dig?
Sophie Dries: Sjov historie – jeg har faktisk aldrig planlagt at blive arkitekt! Som barn var jeg fascineret af kemi og arkæologi. Det var ikke indlysende, at jeg skulle ende med at arbejde med design, men når jeg kigger tilbage, kan jeg se, hvordan disse tidlige interesser stadig har en indflydelse på mit arbejde. Når jeg arbejder med glas eller keramik i mit værksted, føles det meget som kemi – jeg blander materialer, anvender varme og ser, hvordan de ændrer sig. Min kærlighed til arkæologi er forbundet med min besættelse af rene, organiske former.Det føles stadig som magi, når jeg tager til Murano og ser smeltet glas ændre sig ved hjælp af varme og forskellige processer. Det er det, som driver mit arbejde – at eksperimentere, bruge materialer på nye og uventede måder og finde nye teksturer og kombinationer. Jeg elsker at arbejde med materialer, som ikke nødvendigvis hører sammen.
Jeg kan godt lide den måde, du taler om at eksperimentere på, og den måde, det styrer din proces i stedet for at begynde med et færdigt produkt i tankerne.
Det starter altid med et besøg på værkstedet. Jeg iagttager håndværket og lader nysgerrigheden drive mig. Jeg spørger: "Hvad sker der, hvis vi prøver det?" Vi begynder med prøver, skitsering af idéer, og først derefter former vi den endelige funktion eller form. Det er en meget organisk proces.
Hvem har du arbejdet sammen med for nyligt?
Jeg har arbejdet sammen med glasmagere i Murano, og har eksperimenteret med at inkorporere mineraler i glas. Jeg er vild med mineraler – det går tilbage til arkæologi og geologi. De er naturlige vidundere og uendeligt fascinerende. Lige nu eksperimenterer jeg også med metaller. For nyligt har jeg lanceret en serie spejle i New York, som er fremstillet af pudset rustfrit stål kombineret med svejset bronze til rammen. Jeg er en smule besat af at vise arrene, eller det, som ellers bliver gemt eller slettet, og gøre det smukt.
Det er forfriskende, at du omfavner ufuldkommenhed og det uventede.
Ja, jeg synes ikke altid, at de perfekte objekter er de smukkeste. Især i design, hvor der er så meget massefremstillet, søger folk efter det unikke – ting, som bærer en fornemmelse af det ukendte og aftrykket af den person, som har lavet dem. Når jeg arbejder på boligprojekter, elsker jeg at fortælle kunderne om, hvorfor ufuldkommenhed er værdifuldt. En håndlavet ting har sjæl, den ser ikke ud, som om den blev fremstillet på samlebånd af en computer.