I atelieret med Elisa Ossino

Hvornår startede din karriere?

Jeg åbnede atelieret i 2006 men begyndte selve arbejdet længe før. Lige da jeg havde afsluttet min uddannelse, arbejdede jeg i fakultetet for arkitektur på Politecnico i et multimedielab, hvor vi forskede og udførte eksperimenter i forhold til, hvordan man kan kommunikere ved hjælp af forskellige sprog. Det interessante ved denne opgave var, at vi talte med kunstnere, filosoffer, personer fra litteraturens verden... Denne tværfaglige tilgang var meget udviklende, og jeg kan godt lide at tænke på denne opgave som starten på min karriere.

Påvirkede den også dit praktiske arbejde?

Ja, helt sikkert. Den påvirkede mit praktiske arbejde meget. For eksempel har jeg i dag designere i mit atelier, som arbejder med indretningsprojekter, og folk fra kunstakademier, som arbejder med den visuelle side, men også folk, som skriver, og som har en baggrund inden for humaniora. Denne tværfaglige tilgang er ekstremt vigtig for mig, for jeg arbejder hårdt på koncepterne bag mine projekter, og deres dybdegående historiefortælling og kommunikation er en central del af denne proces.

Bruger du samme tværfaglige tilgang til at finde inspiration?

Ja. En af mine vigtigste inspirationskilder er kunst, som er en verden, jeg er særligt betaget af. Men jeg tror, at det er afgørende for dette job, at man lægger mærke til alt, hvad man omgives af, og alle de elementer, der udgør den tidsalder, vi lever i. At læse en bog, at tage til en koncert for at opleve musikkens udvikling eller at besøge udstillinger og tage i teateret. Alt dette er symboler, der giver dig en vision og en kulturel bagage, som herefter bliver til dine projekter på en meget instinktiv måde.

Har du fundet noget for nylig, der tiltalte dig?

Jeg er lige begyndt at læse en bog, som hedder Inclusions: Aesthetics of the Capitalocene af Nicolas Bourriaud [2022, red.]. Den handler om vigtigheden af kunst i det moderne samfund og argumenterer for, at vi fremover i stigende grad vil få brug for karakterer fra andre verdener med visioner, der smelter sammen til mulige scenarier.  Indtil videre har vi for ofte udviklet vores argumenter på baggrund af sikre udsagn og specialiseringer, der har forhindret os i at udvikle et mere dybdegående virkelighedspanorama.

Måske begynder sprog at rådne, når de bliver for specialiserede... 

Ja, lige præcis. De bliver sterile og de genskaber sig selv, fordi der mangler udveksling, som er det, der skaber kulturel berigelse. Det er noget, jeg altid prøver at gøre. På hvert projekt arbejder jeg med en forfatter, som kan tilføje noget intellektuelt indhold, en kunstner, som kan bidrage med kunstværker, en materialeekspert, og desuden hele den interaktive og digitale teknologiske verden. Vores verden bliver mere og mere kompleks, og ved at skabe synergi mellem de forskellige vidensområder kan vi kreere nogle meget mere interessante projekter.

Det lyder som det, der skete med Officina Temporanea, som er et af dine personlige projekter. Hvor vigtigt er det for dig og din kreativitet, at du har disse frie forskningsmomenter?

Jeg vil mene, at de er fundamentalt vigtige, fordi de er øjeblikke af ren forskning. Jeg etablerede Officina Temporanea i 2010 sammen med to andre kuratorer. Ideen var at sammensætte en dybdegående undersøgelse af social og kulturel virkelighed og opdele undersøgelsen i forskellige kapitler, så vi foreslog et emne og inviterede kunstnere og designere til at beskæftige sig med emnet. Det hænger sammen med det, jeg talte om før: Jeg er meget interesseret i denne pluralistiske vision og det med at se på et tema fra forskellige perspektiver. For eksempel hed det første eksempel i dette eksperiment ”Udviskning”. Vi fik gadekunstnere og rappere til at male forskellige symboler på en væg – for eksempel symbolet for atomkraft – hvorefter de viskede dem ud igen. Andre kunstnere reflekterede over udviskning af penge i en performance, hvor de producerede falske penge, smed pengene op i luften og derefter fejede dem væk. Andre snakkede om udviskning af historie. Det, der opstod, var en række fortolkninger af et og samme tema, som producerede en mangfoldig forståelse af temaet i henhold til deltagernes baggrund, kultur og oprindelse. Denne personlige forskning påvirker naturligvis også mit professionelle arbejde, og den er ekstremt berigende. Den giver mig også mulighed for at samarbejde med mange forskellige kunstnere og udforske temaer sammen med dem, som altid har været en del af min personlige forskning lige siden mit allerførste job i multimedielaboratoriet hos Politecnico. Jeg mødte nogle helt fantastiske mennesker der, såsom Derrick De Kerkhove, som er sociolog hos McLuhan Institute, og mange andre.

Performance er et tilbagevendende tema i både din egen forskning og i dit job som scenograf.

Ja, det er helt rigtigt. Jeg kan godt lide det med at transformere virkeligheden, for nogle gange er den aktuelle virkelighed meget kedelig. Jeg leder også efter abstraktion, når jeg arbejder med interiører.

Nu, hvor du nævner interiører; dit atelier befinder sig i denne smukke bygning fra 1930'erne i et hypermoderne kvarter i byen, hvor du kan se skyskraberne fra dit vindue. Hvorfor valgte du dette sted, og hvad var det ved stedet, der tiltrak dig? 

Jeg var her faktisk i mange år, inden skyskraberne blev bygget. Jeg valgte dette område, fordi jeg syntes, at det på en eller anden måde var metafysisk. Piazza Giulio Cesare har en stor fontæne i midten og er nærmest arkæologi fra fortiden. Kvarteret havde heller ingen gode transportforbindelser, så det føltes, som om jeg befandt mig uden for byen i en afskåret zone. Det er en dimension, som jeg tit leder efter i mine rum både i mit privatliv og i mine projekter.

Har skyskraberne ødelagt stemningen for dig? 

Ja, på en måde, men samtidig har de også tilføjet et meget interessant, moderne aspekt. Jeg er glad for, at disse to virkeligheder opstod lige her og kan påvirke hinanden og eksistere sammen. Milano og Italien generelt var næsten lammet i forhold til arkitektur i det forrige århundrede, og man oplevede en lang periode med stagnation. Det er meget interessant at se nye bygninger designet af vigtige arkitekter skyde op, for byen har brug for at udvikle sig.

Hvordan opstod interiøret i dit atelier? 

Det er ekstremt sparsomt. Det er meget hvidt, masser af lys og kun få ting, for jeg har brug for at være i et tomt rum for at kunne arbejde, så jeg har en slags blankt lærred, som giver mig mulighed for at forestille mig andre rum og give mine tanker frit løb.

Er det måske nemmere at arbejde på den måde ved at fylde stedet med de projekter, du arbejder på, på det pågældende tidspunkt?

Ja, og bagefter tømmer jeg rummet og fylder det op igen. Det er en god måde at forblive åben og modtagelig for forandring på. Ved at undgå for mange associationer i et rum, er man altid åben for transformation.

Bruger du samme tilgang i dit hjem?  

Ja, helt klart.

Efter det, der er sket i de seneste to år, synes du så, at det stadig er vigtigt at have et sted, der kun bruges til arbejde?

Jeg nyder at have et sted, der er dedikeret til arbejde, selvom jeg tror, at fremtiden vil udvikle sig i en anden retning. Det skal forstås sådan, at arbejdspladserne og levepladserne bliver mere og mere forbundne, og denne udvikling er allerede i gang og skaber et behov for, at vi som designere skal tage hensyn til den forandring. Set fra mit synspunkt kan jeg godt lide at have en arbejdsplads, fordi det samtidig er et mødested. Ja, man kan arbejde hjemmefra, men jeg er for eksempel glad for, at du kom forbi i dag i stedet for at sende mig dine interviewspørgsmål, som jeg lige så godt kunne have svaret på i en e-mail. Men det ville ikke have været det samme, for nu mødes vi og kan se hinanden i øjnene, og dermed skaber vi en tankeproces, og der sidder en intelligens foran dig. På den anden side tror jeg, at vi kan arbejde på en meget mere intelligent måde ved at undgå at pendle og flyve verden rundt, som vi plejede. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig at leve på den måde fremadrettet. Faktisk tror jeg, at vi er nødt til at være forsigtige og sørge for, at vi ikke lever videre på samme måde, bare fordi det er så nemt at booke en billig flybillet, for det belaster også miljøet enormt meget.

Som med mange andre ting, der virker demokratiske i starten, men så...

Præcis. Det er en illusion. Den anden side af sagen har en høj pris.

Du talte om, at du har designet dit hjem på samme måde som dit atelier.

Ja. I et rum prøver jeg at skabe en slags tom kasse, og derefter kreerer jeg nogle symboler. Jeg kan godt lide at få alle de funktionelle genstande til at forsvinde, så jeg gemmer dem så godt som muligt. Og i denne lidt abstrakte kasse skaber jeg så nogle symboler, der bliver til et miljø. For eksempel har jeg skrevet nogle sætninger, som jeg gerne vil huske, langs med panelerne derhjemme. Jeg malede dem på overgangen mellem de lodrette og vandrette overflader. Jeg prøver at design interiører, der er som tredimensionelle malerier. Jeg kan godt lide at bruge rummet, som om det var et lærred.

Jeg forestiller mig, at alle apparaterne i dit køkken er gemt væk, eftersom de er funktionelle genstande.  

Ikke alle. Jeg har nogle apparater, såsom dem fra V-ZUG, som jeg synes, er meget interessante. Deres tilgang ligner min, og de prøver at gøre projektet så enkelt som muligt og skjuler ofte alle funktionelle elementer. For eksempel er alle knapperne, der engang var synlige på ovndøren, nu forsvundet. Jeg synes, at sådan en designtilgang er meget intelligent. Det er ekstraordinært, at en genstand, som er så intelligent, er gemt bag ved sådan en enkel brugerflade. Jeg er meget inspireret af dette aspekt med enkelhed og kompleksitet, der sameksisterer i en genstand – og det gælder også set fra et teknologisk synspunkt, eftersom al deres teknologi er baseret på damp og vand, som jo rent faktisk er grundlaget for universet og for livet.

Ja, og det er jo ikke tilfældigt, at denne teknologi blev udviklet i Schweiz, som er et land med mange vandressourcer og en følsomhed over for miljøspørgsmål. Det er en del af deres DNA. Gælder det også for dig? Føler du også, at det at være sicilianer påvirker dit arbejde?

Ja, helt sikkert. Sicilien dukker op i mange af mine projekter, nogle gange på en mere skjult måde, som ikke er så tydelig for folk, der ikke kender landet. Sicilien er min kulturelle baggrund, som har formet mig, og som påvirker min fantasi, og derfor er det meget tydeligt i mine projekter, lige fra min anvendelse af mønstre med arabiske islæt til en særlig tilgang til de majestætiske indtryk, som de græske templer skaber. Da jeg var lille, kunne jeg kigge på dem i timevis. Men jeg bruger også meget marmor til indlægninger, fordi jeg oplevede så meget marmor i Sicilien i min barndom. Det er minder, der vender tilbage og bliver til moderne visioner.

Er det måske sådan på et dybere plan, at temaet med kombinationer af forskellige genstande, som så tit forekommer i dit arbejde, også stammer fra Sicilien? 

Det er helt rigtigt, måske er det sådan. Det er de kulturelle lag, som har formet min fantasi, lige siden jeg var lille, og som er blevet min eksperimentelle bagage.