Milano Design Week 2023 – indtryk

Det var en stor fornøjelse at deltage på Design Week 2023 med vores tætte samarbejdspartnere samt inspirerende, visionære tænkere inden for arkitektur, kunst, mode og design. Vi var værter for spændende samtaler om fremtidens design og produktion, hvor spørgsmålet om forøget livskvalitet gennem cirkulær økonomi blev foldet ud. De spændende, relevante diskussioner fortsatte omkring bordet og i vores køkken, hvor der blev serveret lækre plantebaserede retter og cocktails. Mod slutningen af Design Week 2023 bad vi Martin, virksomhedsdesignchef hos V-ZUG, og Gabriel, global art director for interiører, om at dele deres personlige højdepunkter.

  • HENRYTIMI interior art gallery

    I en bygning fra slutningen af det 19. århundrede åbnede kunstner og designer Henry Timi døren til en verden med rene linjer og poesi. Martin von Freeden værdsatte dette stille rum midt i det pulserende Brera, hvor de besøgende kunne lade sig inspirere og få aktiveret deres sanser, uden at det blev for overvældende. Installationen i år var et monolitisk køkken udskåret i sten – en skulptur snarere end en konstruktion – hvor elementerne fra V-ZUG var perfekt integreret. Ifølge Martin er disse kreationer i overensstemmelse med V-ZUG's egen designfilosofi: Forankret i tidløs, minimalistisk elegance og med en følelse af klarhed og varig perfektion.

  • SolidNature x Sabine Marcelis

    Til installationen “Beyond the Surface” udført af specialister inden for natursten hos SolidNature havde den hollandske designer Sabine Marcelis kreeret et helt fantastisk spisebord, der bestod af seks forskellige travertintyper bundet sammen af farvebehandlet glas. Det var Sabines dristige brug af farver, der først og fremmest fascinerede Martin von Freeden: De varme farvetoner, der changerede fra dyb rød til orange, fra gul til beige for at ende i en kølig gråhvid nuance var nærmest hypnotiserende. Det virkede som om, Sabine Marcelis lod de naturlige farver være styrende i hendes komposition, som blev indrammet af den perfekte baggrund – den ”hemmelige have” i form af Spazio Cernaia i fuld flor.

  • Hermès på La Pelota

    La Pelota, en tidligere gymnastiksal til boldspil, er et legendarisk udstillingsrum i Brera, som nærmest er ”et event i sig selv”. Igen i år dannede dette ekstraordinære sted ramme om Hermès' nye kreationer til hjemmet. Rummet var befriet for alt overflødigt, så kun en konstruktion i jern og beton stod tilbage og udgjorde den perfekte kulisse for de små, delikate interiørdesignkreationer fra det franske luksusmodehus. Specielt kontrasten mellem de raffinerede designkreationer og de rå, rustne og ufærdige industrielle konstruktioner fandt Gabriel Pinyon Castell interessant. Den ufærdige æstetik i pavillonen var et kraftfuldt modstykke til den savoir faire, som Hermès' luksuriøse kreationer repræsenterede.

  • Den botaniske have i Brera

    Den botaniske have i Brera blev varmt anbefalet af Gabriel Pinyon Castello. Gemt bag sydmurene på Palazzo Brera, der huser en af de mest betydningsfulde kulturinstitutioner i Milano, ligger den frodige, grønne oase skjult mellem murene. Den historiske have, der nu officielt er et museum, gav mulighed for at dykke ned i naturen, skærmet fra støjen udefra. Det perfekte sted at trække sig tilbage, sætte tiden på pause, få ny energi og reflektere over den nyvundne inspiration fra Milano Design Week.