Rummet mellem ikonerne

I 1981 blev en stor del af Vitras produktionsanlæg i Weil am Rhein i nærheden af basel stort set ødelagt af en kæmpe brand. Rolf og Raymond Fehlbaum, de to sønner af virksomhedens grundlæggere, besluttede at forvandle udfordringen til en mulighed og begyndte en større gentænkning af fabriksområdet. I de følgende år formgav den engelske arkitekt Nicholas Grimshaw en ny bygning. Derefter rejste kunstnerne Claes Oldenburg og Coosje van Bruggen en kæmpe skulptur uden for fabrikken, der repræsenterer en hammer, en tang og en skruetrækker – de tre primære værktøjer, der anvendes af møbelpolstrere. Senere kom Frank Gehry, en af det 20. århundredes mest velrenommerede arkitekter, som designede en sinusformet bygning med en hvidpudset facade, der blev indvidet i 1989 til at rumme det splinternye Vitra Design Museum. 

Den italienske designer Bruno Munari skrev engang, at "kunstnerens drøm er at få sit arbejde udstillet på et museum, mens designerens drøm er at få sit arbejde ud på gademarkederne". Men i slutningen af 1980'erne var design begyndt at genvinde sin rolle som en kulturel kraft og ikke blot et redskab, som industrien brugte til at nå ud til masserne.

I begyndelsen fokuserede Vitra Design Museum på at udstille en privat samling, herunder møbler af de amerikanske designere Charles og Ray Eames, hvis bo var blevet opkøbt af Vitra året få, og Panton-stolen af den danske designer Verner Panton, den første genstand, der blev udviklet uafhængigt af Vitra tilbage i 1960. Inde i bygningen, der blev designet af Gehry, blev produkter beregnet til forbrugermarkedet udstillet som ikoner i et ikon: De blev placeret på en piedestal, poleret til de skinnede, udelukkende for at blive beundret af deres besøgende, som om de var kunstværker. "Det er lidt af et paradoks og ambivalent for en person i min stilling", reflekterer Mateo Kries. "Når du først sætter noget på museum, bliver det til et samlerobjekt, der kun er tilgængeligt for et yderst begrænset klientel af rige samlere. Og det er ikke det, design er lavet til. Design skal være tilgængeligt for mange mennesker". 

Ikke længe efter etableringen begyndte museet at brede sig ud over virksomhedens grænser: Den daværende direktør, Alexander von Vegesack, opkøbte genstande af designers, der aldrig havde samarbejdet med Vitra, åbnede et forlag og organiserede internationalt anerkendte udstillinger med Frank Lloyd Wright, Luis Barragán, brødrene Eames samt om tjekkisk kubisme og mobilitetens fremtid. "Fra begyndelsen var museet åbent for design, arkitektur og kunst" fortsætter Mateo Kries, som kom til museet som praktikant tilbage i 1995. "I stedet for at definere forskellene, var vi mere interesserende i at udforske symbiosen mellem de forskellige områder". Denne tilgang forberedte museet til at imødegå det skift, der ændrede diskursen for design omkring årtusindskiftet, hvor folk begyndte at anskue det på en bredere og mere kritisk måde. Fokus flyttede sig fra selve genstanden til, det, der omgiver den og forbinder den med resten af samfundet.

"Mange designtraditioner udformes af et økosystem, der rækker ud over design",” fortsætter han. "I Tyskland er design tæt forbundet med stålindustrien. I Frankrig har det mere at gøre med boligdekoration og dermed også håndværk. Schweiz ligger på en måde mellem de to verdener: Genstande fremstilles ved hjælp af innovative maskiner og teknologier, men det udføres ofte af virksomheder, der stadig er ret små, og involverer masser af manuelt arbejde. Denne position midt imellem en ingeniørmæssig tankegang og store færdigheder i udførelsen er en god opskrift på innovation og kvalitet. Det er også et spørgsmål om ansvarlighed. I et lille land, kan du ikke opføre dig dumt.” 

Det er familien Fehlbaum fuldstændig klar over. Under deres konstante arbejde for at skabe et af verdens mest anerkendte og elskede møbelbrands til både kontor og bolig har de på intet tidspunkt mistet deres sans for balance og respekten for deres baggrund. I dag har Vitra aktiviteter over hele verden, og beslutningerne træffes stadig af tredje generation af familien, Raymonds datter Nora, fra et kontor, der ikke ligger så langt fra, hvor virksomheden blev grundlagt. Denne etos afspejler sig i den grad af uafhængighed, som virksomheden altid har givet museet. Personalet behøver ikke at informere virksomheden om deres aktiviteter eller bede om tilladelse til at arrangere en bestemt udstilling. Mange ansatte hos Vitra besøger stadig udstillingerne for at få inspiration eller bruge samlingen til at opdage glemte designs og sætte dem i produktion igen.

Den redaktionelle frihed har gjort det muligt for Vitra Design Museum at opnå en udbredt troværdighed, interagere med offentlige museer og fonde over hele verden, handle med firmasponsorer og i sidste ende nå ud til et meget større publikum. "Vi synes, det er godt at nå ud til mange mennesker og oversætte designmæssige spørgsmål til et forståeligt sprog", siger Mateo Kries. "Vi vil gerne være populære i en positiv forstand". Et eksempel på denne holdning er den aktuelle udstilling i Gehry-bygningen. Med titlen Nike. Form Follows Motion fokuserer den på sportstøjmærkets designhistore fra Swoosh-logo et til de mest ikoniske skomodeller og den nyeste forskning inden for fremtidens materialer og bæredygtighed. Næste punkt på programmet er en udstilling om Shakers, en religiøs gruppe, der har været aktiv i USA siden slutningen af 18. århundrede, med udstillingsdesign af den anerkendte, moderne duo Formafantasma.

Besøgende på Vitra Design Museum kan også få adgang til Vitra Schaudepot, en bygning designet af arkitekterne Herzog & De Meuron, som siden 2016 har fremvist et skiftende udvalg af cirka 400 designstykker fra museets samling. Samlingen indeholder i alt 20.000 genstande, herunder moderne ikoner af Le Corbusier, Alvar Aalto og Gerrit Rietveld samt moderne 3D-printede møbler og mindre kendte eller anonyme genstande, prototyper og eksperimentelle modeller. Selve området er et fristed for design- og arkitekturentusiaster: Besøgende kan gå omkring som i et lille lokalområde og se en brandstation designet af Zaha Hadid, en konferencepavillon udtænkt af Tadao Ando, en fabriksbygning af Álvaro Siza og en af Richard Buckminster Fullers karakteristiske, geodesiske kupler. En af de seneste tilføjelser til området er Khudi Bari, et lille pælehus designet af den bangladeshiske arkitekt Marina Tabassum som et konkret svar på de oversvømmelser, der regelmæssigt sender hendes landsmænd på flugt. "Vi har skabt et udendørs siddeområde bag det. Det er meget smukt at sidder der om sommeren og bare nyde naturen", siger Mateo Kries. "I dag drejer det sig ikke så meget om bygningerne, men i stedet om, hvad der sker imellem dem. Fokus er skiftet fra beton til natur". 

Om sommeren tager museumsdirektøren nogle gange en gåtur på 20 minutter op på bakken, der hæver sig over området. Derfra kan han indånde den friske luft og nyde udsigten over Basel, en unik by, der grænser op til tre lande: Frankrig, Schweiz og Tyskland. Fra sit udsigtspunkt, lige i hjertet af Europa, kan han se byens industri på den ene side, og Schwarzwald-skoven på den anden. Der er sandsynligvis intet bedre sted at stoppe op og tænke over fremtiden for design.